Datter til en misbruger

Efterhånden er denne blog mest et arkiv for tekster, jeg skriver på Facebook, men som jeg gerne vil kunne finde nemt igen. Det irriterer mig faktisk lidt, men jeg har fundet nogenlunde fred med, at sådan er det lige nu. Jeg blogger HER , hvis nogle savner lidt bloggerier. Anyways, så skrev jeg et indlæg på Facebook i aftes over min frustration som pårørende til en misbruger. Jeg deler det her, da jeg ved, mange er i samme båd. Det er altid rart at vide, man ikke er alene. Og at noget faktisk kan gøres.

Datter af en misbruger

Det er helt urimeligt hårdt at være barn af en misbruger. Det er også urimelig hårdt og bestemt ikke velset at sige fra, når hospital og kommune automatisk forventer, at os børn da bare skal sørge for vores mor, der stadig er massiv misbruger.

Vi forsøger, men vi får både fordomsfulde blikke og nedladende kommentarer med på vejen. Jeg hverken kan eller vil tage ansvar for min mor og hendes misbrug. Det betyder ikke, jeg er en dårlig datter, at jeg overlader (eller forsøger) hende til hjemmeplejen. Jeg har været mor for min mor, siden jeg var omkring ti år, mit liv er delvist ødelagt på grund af det, og jeg nægter at lade resten af mit liv blive det, fordi det forventes helt automatisk, at jeg skal passe hende.

Forleden aften var min mor ved at dø. Jeg vil ikke gå i detaljer her, men hun er sengeliggende, misbruger af alkohol og ude af stand til at passe på sig selv. Det var sgu tæt på. Selvom hun har hjemmepleje tre gange dagligt, lykkes det hende at leve af alkohol og intet mad indtage. Hun skal have ekstra hjælp nu, men det er en kamp uden lige at få kommunen til at forstå, at det hverken er mig eller mine søstre, der skal tage os af hendes medicinering, hendes indkøb, madlavning og toiletbesøg. Vi skal være hårde, og ja, selv da og med de rette argumenter møder vi sjældent den forståelse, vi håbede på. Min mor skal have hjælp, men hun skal ikke have den af os børn, der i så mange år har haft et voldsomt betændt forhold til hende. Alle de ar vi har. Ufatteligt at vi overhovedet er nået til, hvor vi er.

Så vi kæmper. Og jeg kæmper skam også med min egen indre stemme, der har kronisk dårlig samvittighed, når det kommer til mor. For det var det, jeg lærte at have dengang jeg var lille. Det hele var min skyld, og jeg skulle bare fikse alt. Lige nu render jeg over med mad, vi taler med kommunen, vi ordner hendes sengetøj osv. Jeg skal ikke, jeg øver mig i at sige fra, men for pokker det er svært, for jeg er stadig Jeanett ti år, der forsøger at gøre min mor glad. Og derfor skal kommunen saftsuseme lære at forstå, at vi pårørende aldrig skal være dem, der skal passe på vores mere eller mindre dødssyge familiemedlemmer.

Det skal vi tale meget mere om! Jeg er heldig, jeg har en veninde, der er uddannet i misbrugsbehandling. Ellers havde jeg aldrig vidst, hvad og hvordan jeg skulle sige fra overfor visitationen og hospitalspersonalet. Jeg tænker på alle dem, der ikke har nogen at rådføre sig med. Og ja, derfor skal vi tale mere om det her. Bare ikke lige nu, for jeg er fuldstændig udmattet af de sidste dages kamp med og for vores mor. Og den er desværre ikke slut endnu. Det gør den næppe før den dag, forhåbentlig om mange mange år…jeg vil ikke tænke på det. Jeg elsker min mor højt. Trods alt.

Men mere hjælp til misbrugere har vi brug for. Og mere hjælp til pårørende.

   

Pokémon Go – Part 1

Dette opslag postede jeg på Facebook forleden:

Så er Pokémon Go netop frigivet i Danmark, og i den forbindelse er jeg nødt til at fyre en omgang munddiarré i jeres retning.

Over det hele ser jeg nedladende, hånende kommentarer og memes om folk, der spiller Pokémon go. “Få jer et liv”, er blandt andet meget brugt. Og jeg synes sgu, det er lidt “sjovt”….eller jeg mener PISSE IRRITERENDE. Prøv og flet brødfissen og hør her engang, nedladende voksenwannabe-typer:

Nu har jeg alle dage været noget af en nørd. Jeg er sådan en, der har sat counterstrikeservere op til min søn, da han var mindre, og jeg føler mig sej, når jeg kigger på uret kl. 13:37 (De fleste af jer fatter ikke den med 1337, det er helt i orden). Jeg spiller computerspil, og jeg elsker det. Kan man have et liv, selvom man spiller spil? Ja, altså, måske er jeg et dårligt eksempel med mit lidet hæsblæsende liv, men jeg vil da alligevel mene, jeg har bare lidt af et liv. Jeg får da skrevet og udgivet nogle bøger i hvert fald. Og jeg taler da også sommetider med andre mennesker. I hvert fald en gang om ugen. Og jeg er på fornavn m. ekspedienten i Netto. Så jooo, jeg vil mene, jeg har et liv. Men det “At have et liv” er vel relativt, for vi opfatter jo den slags forskelligt. Fx har jeg jævnaldrende “venner” og kollegaer, der synes, det er mere smart og voksent at sidde og dandere den på fancy restauranter og æde østers og smalltalke. Fred være med det, men jeg skal helt sikkert vaske hår den dag.

Siden Pokémon kom ud har jeg gået flere kilometer hver dag sammen med VoksneSøn. Ikke nok med, at vi får motion, vi får også snakket. Man snakker nemlig bedre, når man går, og alle ved, at det kan være noget af en prøvelse at føre givende samtaler med sine teenagebørn (føler stadig at VoksneSøn er teen. Hilsen pylremor). Vi har begge haft svært ved at lette røven, men nu gør vi det, og vi snakker, griner og får god motion ud af det. Ja, sikke et taberliv, hva? for det er jo trods alt ikke motion på et smart løbebånd i Fitnessworld. Jeg har læst om andre små-ensomme mennesker, der nu har fået nogen at tale med, da det er let at komme i samtale med andre, der er ude og fange de små væsener. Det er sgu da fedt! Hvordan kan det være noget, man har behov for at gøre grin med? Jeg ved det ikke, men nogle burde nok stoppe med at tage sig selv så fucking seriøst, og overveje om det ikke er lige så meget “få dig et liv”-agtigt at poste skyr- og blåbærbilleder på Instagram eller tage snapchatbilleder hvor du har en hæslig blomsterkrans på knolden. Jeg siger det bare. Stille og roligt.

Og i øvrigt ville verden være et sjovere sted, hvis alle rendte rundt og fangede Pikachu’s i stedet for at slå hinanden ihjel.

Det var bare lige det. Hej hej.

PS. Eneste minus jeg kan komme på, er, at jeg har mindre tid til at binge serier på Netflix, og jeg tror, min sofa føler sig lidt ensom. Det er selvfølgelig lidt ærgerligt, men skidtet render jo ingen vegne.

13754532_10209015865246128_6584479852913997109_n

EJ, men hvor håbløs er jeg? (Retorisk spørgsmål)

Undskyld, undskyld. Som sædvanlig bryder jeg mine blogløfter. Jeg havde lovet Senseopdateringer og hvad har vi, og intet har I fået! Jeg har fået mails fra søde mennesker, der spørger, om jeg ikke nok vil begynde at blogge igen, og det er jo skidesødt, at I gider læse mine blogs, men helt ærligt, uden liv er det så svært at blogge, kan jeg godt love jer! Jeg oplever jo aldrig en skid. Jeg sidder bare her og fedter med mine manuskripter i en rodet bule, der ikke er fremvisning værd.

Så sent som i dag talte jeg med min søster om, hvor skønt det ville være, hvis jeg kunne forstå at mikse værdig tilværelse med skriverierne. I virkeligheden er jeg jo ret heldig, og burde nyde at jeg kan skrive bøger, og samtidig forsøge at finde tid til aftaler med venner og familie. Men sagen er, at jeg duer ikke til det. Jeg bliver stresset over ingenting (okay, det er ikke ingenting at skrive bøger, men I ved, hvad jeg mener). Jeg er jo som alle ved, lidt fucked up i hovedet, så det er næsten umuligt for mig at finde en kombi, og derfor sidder jeg simpelthen alt for meget herhjemme og bruger al tid på at skrive. Eller forsøge i det mindste. Jeg misunder virkelig dem, der bare kan spurte afsted og overkomme en masse! Føler mig lidt som en rusten 2cv, der ligger og tøffer i nødsporet, mens jeg bliver overhalet af stribevis af toptunede audier. Når jeg vælger at skrive, bliver alt andet tilsidesat, hvilket også er årsagen til, at der er groet mos på fileten. Et tykt lag endda.

Så…det er virkelig ikke af uvilje, at jeg forsømmer min blog. Det er bare fordi…jeg er ikke spændende. Jeg ved godt, jeg kan få noget spændende ud af selv det at sidde her og glo, fordi min fantasi er ret veludviklet, men jeg vil jo også gerne gemme lidt til dagbøgerne. For der ER flere på vej.

Anyways, det dér med Sense. Jeg laver en vlog om det en af dagene. Og det LOVER jeg virkelig (Jeg har tabt 4,5 kilo, og har ikke myrdet nogen endnu). Og hvis I gerne vil have flere blogs, så bare plag om det eller sådan noget. Så må vi se på det! Og så må I leve med at det er sådan noget med “Og i dag sad jeg så og skrev i et hjørne af sofaen, der er alt for befængt med kattehår til, at den overhovedet burde eksistere”…agtigt.

OK GODT. Vi ses!

 

   

Syv dage med Sense – og et stykke med Hindberg

Nåhmen, jeg er startet på en ny modekur, som ingen vil indrømme er en kur, men en livsstil. Vi ved godt, det er en kur, for ingen holder sig jo for evigt fra pommes frites og jordbærtærter….sådan er det bare. Den hedder “Sense”, og alle er på den, og så skal jeg jo også, fordi jeg nødig skulle bryde min yo-yo-vægt. Jeg har taget næsten alle 18 kilo på, som jeg havde tabt, og det er sådan set okay, hvis ikke det var fordi, at jeg ikke mere kan passe mine stanglækre jeans m. huller og nitter på, som får mig til at se lidt yngre ud. Jeg har affundet mig med, at jeg skal være til den tykke side og i stedet værdsætte, at jeg har andre værdier, der er mere langtidsholdbare end godt udseende (godt udseende er lig med tynd i 98% af befolkningens øjne). Men altså…mit tøj. Jeg vil ha’ de bukser på igen! De står bare godt til min krøllede hjerne.

Så jeg gik og ventede på en ny kur, der kunne motivere nu hvor Nupo, fastekur og LCHF er old news, der ikke skal tages op igen. Jamen, det gider jeg bare ikke mere. Og vupti, så faldt jeg over det dér Sense. Eller faktisk faldt jeg ikke over noget. Jeg fik flere prik fra diverse typer, der opfordrede mig til at prøve den, fordi de nok antog, at jeg var blevet fed igen og parat til noget nyt og desperat. Tak for ingenting.

Men ret havde de jo, og nu er jeg i færd med at tygge mig igennem en lille bog, der hedder “Syv dage med Sense”, som jeg fik smidt i nakken på plusbog. Ellers havde jeg ikke købt den, siger jeg bare, for jeg hader at betale penge for den slags bøger. Skide livsstilsbøger. Hader det lort, som jeg hader dameblade og Dansk folkeparti. Men altså, der er opskrifter i, som jeg lige skulle prøve, og de er fine nok, men jeg følte hurtigt, at det var meget omstændigt at stå og rode med. Det har man altså ikke tid til, når man har en tilværelse ved siden af. Og jeg har heller ikke tid. Selv uden tilværelse.

Men så fandt jeg ud af, at jeg ikke følte mig sulten med de måltider, og jeg har også tabt mere end et kilo på blot to dage, så jeg gik ind og googlede hele lortet, og så fandt jeg opskrifter, der er meget nemme at gå til. Og Facebookgrupper. I ved, jeg hader FB-grupper, og skal vi vædde med, at der går højst fem dage, så er jeg uvenner med alle derinde og blokerer siden? Og skriver et indslag om, at folk er idioter.

Men altså, det korte af det lange, er, at jeg har tænkt mig at blogge lidt om forløbet, så det kan I godt forberede jer på, imens I venter på næste bogudgivelse. Jeg ved ikke særligt meget om Sense endnu, men jeg synes, der er MEGET at læse og lære, og det gider jeg ikke 100%, så vi tager det, som det kommer. Det bliver ikke sådan noget med 1000 opskrifter, jeg er jo ikke kogebogskone, til gengæld bliver det noget med humor. Medmindre jeg er stiktosset og sulten, så bliver det noget med bitterfisser.

Fortsættes i morgen, for nu skal jeg ud og lave mad. (Spisekasse 3, som de kalder det. Pissemærkeligt).

PS. Hvis I vil se billeder af nogle af retterne indtil videre, kan de opstøves på instagram @jeanettveronica . Der er også lidt med bær på.

 

En lettere herlig anmeldelse

Normalt læser jeg ikke anmeldelser af mine bøger, det er simpelthen ikke noget, jeg har lyst til at rode med, men nu blev jeg gjort opmærksom på denne, så kunne ikke lade være med lige at lure. Og den startede virkelig sjovt, så jeg var nødt til at læse den igennem.

Det er sjovt at se, så forskelligt folk opfatter ens bøger. Denne anmeldelse er nærmest stik modsat lektørudtalelsen, men dog ikke dårlig overhovedet.

Anmeldelsen starter sådan her: Holly shit der er meget sex i denne bog! Jeg har de seneste år læst mange bøger i den erotiske genre, men aldrig en der kom i nærheden af denne i forhold til sexscener.

Resten kan læses HER 🙂 Tak for den, Ruskjærs bøger.

Lolas lektørudtalelse

Det var lige før, jeg udskiftede mælken på mine havregryn med bobler i morges, da redaktør sendte mig lektørudtalelsen på “Lolas lille sorte”. Lektørudtalelsen er den eneste anmeldelse udover læsernes, der virkelig betyder noget for mig, for det er den, der fortæller bibliotekerne, om de bør købe bogen hjem eller ej….

Jeg synes, jeg vil dele et lille uddrag. Det er vist ikke altid helt nemt at få en god lektørudtalelse, men jeg har været heldig med alle mine. Skønt! Here goes:

Forfatteren afslører i forordet, at det er højst usandsynligt, at dette kommer til at ske for nogen. Dermed er læseren klædt på til en urealistisk, men højst underholdende og til tider “hot” roman. Det er befriende, at der er så meget humor i bogen, og det er nemt at få sympati for den kiksede Lola. De erotiske scener fungerer fint, uden dog at være nogle man bladrer tilbage til ved sengetid – det er ligeså meget Lolas tanker om hele eventyret, der bærer historien frem

Andre bøger om samme emne/genre
Det er oplagt at sammenligne med forfatterne af erotiske serier og romaner: Sylvia Day, Maya Banks, Julie Kenner, Irene Cao, Marina Anderson o. a. Denne roman indeholder dog ikke så meget sadomasochisme. “Sådan opfinder man en pige” har ikke eksplicitte scener, men har samme friske sprog, humor og sex

Til bibliotekaren
Anskaffes bredt. Det er et anderledes og frisk bud på genren, og forsiden vil fange målgruppen

Mor er glad. Det giver god benzin til de nye skriverier, jeg er i gang med. Hurra!

   

Lolas lille sorte

Ach mein Gott, det er længe siden! Jeg har skrevet en ny bog, og der er flere på vej! Skal vi lige starte med min nye erotiske roman “Lolas lille sorte”?

13007087_10208362494912278_2764480811123270104_n

Her ses hun på en væg i Arnold Busck Købmagergade, da jeg var inde og signere bøger. Der kom rent faktisk en del mennesker og købte, så det var jo lidt af et held. Ellers kan sådan noget godt gå hen og blive pinligt, har jeg hørt.

“Lolas lille sorte” udkom den 20. april 2016, og hun kan købes i alle velassorterede boghandlere og på det dér internet. Og så er hun netop kommet som e-bog også, så I vælter sådan set i rige muligheder!

Hvorfor skrev jeg lige pludselig en erotisk historie? Fordi jeg havde lyst. Fordi jeg faktisk har skrevet erotik, inden jeg fik min første menstruation…Ja ja, til den mere uskyldige side, men stadig. Og imellem os har jeg selvudgivet erotiske noveller i flere år og haft ret stor succes med det. Derfor ville jeg forsøge at udgive en i eget navn via mit forlag. Og vupti, så nedkom jeg med “Lolas lille sorte”, som er en historie om en unge kvinde uden liv, som en aften bliver tilbudt en stor sum penge for en nat med hed sex med en hot forretningsmand. Jep, den er lige så klichefyldt som alle andre småliderlige historier, men jeg kan godt lide den. Jeg har hørt, at andre også kan. Og så er der formentlig en stak, der bestemt ikke kan. Men vi er ligeglade, for vi har det sjovt.

13076545_10154037046067954_8876710686762691223_n

Her signerer jeg en bog. Med rystende hænder. I ved, jeg hader den slags events. Men det var skønt at møde begejstrede læsere, så alt var godt alligevel. Ja, jeg lå i vater dagen efter, men det var det værd.

I kan læse mere om Lola HER!
Hun kan eventuelt købes HER eller HER hvis man er medlem hos Plusbog. Der er mange penge at spare.

Det var vist det for nu. Men jeg har tænkt mig at vende tilbage snart. Bare for at se om jeg stadig kan finde ud af det der med at blogge…(Jeg har nok ingen læsere tilbage her, men så skriver jeg bare for mig selv!)

Kh.
Jeanett Veronica

Fatshaming

Jeg skrev dette indlæg på Facebook for nogle dage siden. Det fik så meget opmærksomhed og fine tilkendegivelser, at jeg tænkte, jeg ville smide det her også. 🙂

Jeg sad på vej hjem i toget og skimmede Facebook-opdateringer fra vennelisten, da jeg faldt over en tråd om Bjarne Riis, der tilsyneladende har taget på i vægt, og det klæder ham åbenbart ikke. Han var ligefrem blevet TYK, og tykke må man jo gerne gøre grin med og håne!! Vi er selv ude om det, right? Normalt bitcher jeg kun hos mig selv, for folk må jo skrive hvad de vil på egne vægge, men i dag skummede jeg over og måtte altså ræbe mig lige midt i det hele. Fordi det var dråben, der fik Hindberget til at flyde over.

Ofte, rigtig ofte, oplever jeg, hvordan det åbenbart er helt ok at håne og nedgøre overvægtige mennesker. Det være sig i film, medier og ude i virkeligheden. Det går også ud over mig selv, for nu er jeg jo til den tykke side. Fede side, vil nogle sige…Folk har intet filter, når der skal rakkes ned på en overvægtig, og man råber gerne højt om det på gaden, så man er sikker på, at den “fede” nu også hører ens forargelse. Det kunne jeg skrive en hel stil om, men i dag flippede jeg ud, fordi jeg jo selv står overfor at skulle på TV i denne uge. Jeg lider i forvejen af social fobi, angst og har intet selvværd. Jeg tør næsten ikke, men jeg vil så gerne! En af årsagerne til at jeg ikke tør, er jo fordi, at jeg er i en af mine tykkeste perioder nogenside. Jeg bryder mig ikke om at være tyk på TV, for jeg ved, at folk bemærker det, og det kan et skrøbeligt menneske som mig ikke klare. “EJ, hold nu op, Jeanett” siger folk, når jeg lufter min skræk, “Det er kun dig selv, der ser det og tænker over det”. GU’ er det fucking ej! Alle de nederen typer rundt omkring ser det også, og den slags mennesker er ikke sene til at lufte deres meninger. Stemmerne er real, de er ikke kun i mit hoved.

På fredag er det nok mig, der bliver udsat for bemærkninger om min skikkelse, for når alle andre skal høre for det, så skal jeg nok også. I øvrigt dagligdag for mig, såvel som for andre overvægtige. I skal bare vide, nederen mennesker, der har travlt med at revse andre for deres udseende, at I er skyld i, hvor skidt (blandt andet) jeg har det. For jeg kan ikke bare feje de bemærkninger væk og være ligeglad og overlegen. Det kommer sig helt tilbage fra min barndom, og det skal vi ikke ud i nu, men jeg tager den slags til mig. Det gør mig så ked af det, at jeg helst vil mure mig endnu mere inde, og aldrig mere gå ud. Fordi jeg magter ikke alle fordommene. Jeg ved da godt, jeg er tyk, jeg er ked af det, jeg forsøger at gøre noget ved det, når jeg har overskud, men jeg kæmper med så mange ting, at det sjældent er vægten, der har den største betydning. Jeg vil fx hellere være en god mor, en god datter, en god søster og en publiceret forfatter. Svært nok for et fuck up som mig. Så jeg har bare ikke energi til altid at tænke på sund livsstil. (Gider heller ikke. Elsker fucking sovs!). Det gælder nok de fleste overvægtige, at de kilo de bærer på kroppen, er dem de har med i rygsækken fra et shitty liv. (Har jeg skrevet om før, I know). Er det virkelig nødvendigt at gøre livet mere ulideligt for os?

For kort tid siden læste jeg et andet sted på FB, om en kvinde, der havde været på Burger King (eller lign.), og havde siddet og kigget forarget på en overvægtig kvinde, der virkelig ikke burde spise dér, indtil hun overhørte, at denne kvinde havde tabt 30 kilo, og nu følte, hun havde fortjent en burger. Så fik hun dårlig samvittighed. Ja, det kan måske lære dig at passe dit eget junk-food, din fordomsfulde kran. Du ved ikke, INGEN ved ikke, hvad andre mennesker går igennem, hvorfor de er tykke, eller hvorfor de er tynde. Så shut the fuck up, eller bliv kvalt i din Whopper.

Hvorfor er det SÅ vigtigt, hvor meget vi vejer? Velmenende mennesker siger til mig, at det ikke er vigtigt. Det, der er vigtigt er, at jeg er sjov, sød og underholdende, og sådan burde det også være. Men det passer bare ikke, vel? Fordi der sidder nogle snotbobler derude og ødelægger det fucking hele.

Nåh, det var vist bare det, jeg ville sige. Og lad mig slutte af med at nævne, at jeg ikke er nogen engel. Jeg er også harsk til tider, men jeg slår ALDRIG ned på overvægt, undervægt eller udseende generelt. De få gange det er sket, har jeg undskyldt bagefter. For jeg vil ikke være det menneske. Jeg ved jo, hvor ked af det jeg bliver, når nogen kalder mig fed eller grim. Sådan har jeg ikke lyst til at få andre til at føle. Gid andre havde det på samme måde. Så ville jeg og andre måske føle mig/os knapt så hæmmet og forkert, når vi fx går ned og køber en is eller en burger, på trods af stærkt udfordret BMI og appelsinhudskorpus.

PS. Jeg ved godt, at nogle bare er overvægtige fordi de er pisseligeglade. Man behøver jo ikke være dysfunktionel, fordi man er tyk, jeg er bare generel. Ligeledes ved jeg også, at der findes mennesker, der som jeg, der ikke dømmer folk ud fra deres udseende. Igen, jeg taler blot generelt.

Jeanett Veronica Hindberg

 

Forfatter-Cool, Angstramt og klar til Morgen-TV

Det er ikke spor nemt at være en pretty cool forfattertype, når man samtidig er et fuck up som mig. Jeg mener, læserne forventer lidt, at jeg drikker kaffe og mingler med andre semikendte mennesker, for det gør man jo. Det er vigtigt at være selviscenesat på den måde. Så sælger man flere bøger.

Nåh. Men jeg har rotter på loftet, og det skriver jeg også om i mine bøger, så det er ikke just nogen hemmelighed. Har endda fortalt det på TV. Selv Morten Resen er klar over det, og så ved man, det er alvor. Mens jeg sidder og skriver dette blogindlæg, har jeg uro i hele kroppen, min mave føles lidt, som om den er invaderet af kryb, og min vejrtrækning er stakåndet. Jeg stod nede i Netto lige før, og var ved at hyle midt i opvaskemiddel og Ajax. Og så kan man spørge sig selv, hvad jeg laver i Netto, når jeg er midt i en krise, det ved jeg heller ikke, formentlig fordi jeg er åndssvag, og sommetider ikke fatter at stoppe mens legen er god, selvom jeg har øvet mig på det i mange år.

Jeg har passet hus og hund for min søster og svoger, mens de var på ferie. Det gør jeg hvert år, og det plejer at gå nogenlunde. Det gjorde det bare ikke denne gang. Jeg ved faktisk ikke, hvad der er ændret, men selvom jeg var i idylliske omgivelser, selvom jeg er glad for hunden og det hele, så var opgaven pludselig lidt mere, end jeg kunne overskue. Og det gjorde det ikke bedre, at jeg også er i gang med skrivning af næste bog, så jeg var stresset fra start. Jeg fungerer på autopilot under den slags omstændigheder. Jeg gør, hvad der skal gøres, og jeg holder ud. Sådan har jeg været hele mit liv, lige fra dengang, jeg var lille og var nødt til at passe på mine søstre, når vores mor var ude og drikke. I dag kom de så hjem, og jeg kan dermed “falde sammen”. Det gjorde jeg i stor stil. Tudbrølede så snart jeg kom inden for de velkendte (fucking faldefærdige) døre. Kattene forsøgte desperat at trøste. Søde kræ.

Heldigvis er jeg så erfaren udi fucked up-hed, at jeg ved, det går over igen. Jeg skal bare have ro. Jeg kan desværre ikke leve en tilværelse som “et normalt” menneske gør, det ved jeg godt, men det skræmmer mig lidt, at det er blevet værre med tiden. Især fordi jeg jo øver mig virkelig meget på at være funktionel ude i tilværelsen. Kan det blive endnu værre? Det er jeg bange for.

På en måde gad jeg virkelig ikke skrive det her. Jeg ved for det første, at min søster bliver ked af det, når hun ser det. Det skal hun ikke blive. Det bedste jeg ved, er, at hjælpe min familie, og jeg gør det så gerne. Og det er ikke hendes skyld, at jeg åbenbart er i en dårlig periode. For det andet så er det heller ikke særligt fordrende for mit liv som feteret forfatter. Ærlig talt, jeg har en del mænd, der gerne skal tro, at jeg er all that! (De læser jo ikke mine bøger, så aner ikke, hvor kukket jeg er). For det tredje så er det måske ikke generelt godt for mit image. Eller også er det, for forfattere ER jo lidt til en side, som regel, ikk’?

Jeg gør det alligevel, fordi nu har jeg blæret mig med at være hende den filterløse, der tør at stå frem og gå forrest, bryde tabuer og hvad har vi. Jeg gør det, fordi jeg er i gang med at skrive et lille foredrag, hvor jeg kommer ind på emnet “Angst” og “Socialfobi”. Om at leve med det. Og stadig være en art succes. Er jeg egentlig en succeshistorie? Det tænker jeg tit over. Eller er jeg i virkeligheden det kældermenneske, Anne Sofie Hermansen skrev at jeg var? Måske en blanding. Passer som bekendt ikke i nogen kasse. Jeg gør det, fordi andre i min båd ikke skal sidde og føle sig alene.

Jeg håber, det er det værd. Men hvis ham den lækre sidder og bliver kold i underbuksen, så bliver jeg sgu sur. Så ved jeg faktisk ikke, om jeg gider. For det er jo lidt et andet problem, ikke sandt? Det med, at hvis man har nogle dysfunktionaliteter, så er man nok lige til den lukkede. Og nok også ubegavet. Men jeg sværger, det er jeg altså ikke. Man mærker ikke, hvor underlig jeg egentlig er, før man kender mig rigtig godt. Eller følger mig på Facebook. Eller læser mine bøger.

Men her har I Hindbergs beskidte vasketøj hængt ud til tørre. Skyndte mig at sætte mig til tasterne, så det bliver så autentisk som muligt. Og så hjælper det også, for mens jeg har siddet og skrevet, er jeg holdt op med at tude, og jeg føler, der er lidt mindre kriblen i kroppen. (Bedste råd jeg kan give alle jer, der kæmper: Skriiiiv!) Senere i dag sætter jeg mig til at skrive videre på næste bog. Og snart finder jeg en kendt at drikke kaffe med. (Iført solbriller og stor taske). Man kan godt leve med angsten, socialfobien og hvad man ellers kan lide af. Man skal bare lære at blive gode venner med den.

Kh.
Jeanett Veronica Hindberg

PS. På fredag smutter jeg i morgen-tv og snakker om bøger…

 

 

   

Historien om angst, en hånd og et vinglas

IMG_27441Et billede siger mere end tusind ord, men jeg vil alligevel knytte nogle af disse til dette billede.

Min veninde, Anna, fangede mig nemlig så godt, da vi en aften for et par uger siden, var ude i tilværelsen for at være lidt sociale.Ikke noget, der altid falder mig lige let, og det er netop fanget helt fantastisk på dette billede.

Da hun viste mig det, mens jeg sad i en gammel, antik sofa og beskuede den meget pæne herre, Thomas Wivel, i noget storytelling og poesi-oplæsning, tænkte jeg ikke videre over det. Eller lad mig omformulere:Jeg kunne ikke overskue at blive afbrudt midt i det hele for at kigge på venindens mobiltelefon. Men da jeg et par dage senere havde sunket alle indtryk, vendte det tilbage til mig. Og jeg tænkte: Hey, det billede kan jeg bruge til noget. Og så fik jeg Anna til at sende det til mig. Nu har jeg besluttet at bruge det til noget, og er i færd med at poste det på Facebook vedhæftet en tekst, jeg er ved at skrive, men som jeg ikke aner, hvad skal føre til. Er der overhovedet en pointe? Måske ikke. Vi får se. Er det egentlig vigtigt?

Nåh. Jeg havde jo besluttet, at jeg SKULLE ud og se dette show, da jeg føler, at Hr. Wivel er sådan en, der har noget på hjerte. Lidt mere end bare humor. Måske lidt som mig selv? Så jeg hankede op i Anna, der som regel er god at benytte til den slags. Oplevelsen skulle finde sted på Frederiksberg, og vi aftalte at spise noget først. Allerede dér er jeg jo helt ved siden af mig selv. Restaurant/Café OG Wivelshow…Oh lord. Og så på Frederiksberg, hvor jeg overhovedet ikke er vant til at trave rundt. Men det gik, selvom jeg sagtens kunne mærke, at det var en af de dage, hvor angsten var med på tur. Vi fik spist og drukket vin og kaffe, og pludselig sad jeg i en kælder. En alt for lille og intim kælder, hvor mig og nogle andre (mest smukke kvinder) skulle opleve Wivel og Povl Erik Carstensen. Jeg var ærlig talt ved at gå ud af mit gode skind, og det var sjovt, da Anna sagde noget med: Hvor ser du godt ud i dag, jeg regner altid med, at du ligner lort, når du er angst. Nu synes jeg jo altid, at jeg ligner lort, men jeg forstår godt, hvad hun mener.For man kunne måske fristes til at tro, at sådan nogle som mig, der er lidt ustabile i krydderen grundet social angst, de ligner noget, der er løgn og måske også er lidt underlige. Muligvis endda dumme. Det er ikke Annas ord, men fordomme jeg har mødt før i tiden. 🙂 Nu er jeg jo ikke specielt dum, og man kan som oftest ikke se, at jeg er ved at skide i bukserne. At der er kaos indeni. Vitterligt KAOS. Jeg sad dér i en sofa og følte mig SÅ forkert, så tyk og så grim i forhold til de øvrige. Og samtidig gik det op for mig, at jeg ikke kunne slippe ud af rummet, medmindre jeg ville smutte forbi Wivel i aktion. Jeg var fanget i min stol, mine fede lår var blottede i en alt for stram buks, og alle lagde nok mærke til mig.

Egentlig ville jeg gerne have sagt hej til Thomas, inden han gik på, men det turde jeg naturligvis ikke, selvom vi havde kommunikeret om de stramme bukser på Facebook blot et par timer før. For nu var jeg jo ude i virkeligheden, og alt var straks meget mere farligt. Han må have troet, jeg var åndssvag. Hvilket jeg lige har påstået at jeg ikke er! Halleluja! Nåh, men showet går i gang, og de første femten minutter er jeg faktisk ved at afgå ved døden. Det er her, at Anna fanger billedet af min hånd, der er ved at knuse et glas hvidvin. (Jeg burde formentlig have slugt det glas og flere endnu, men man kan altid være bagklog). Efter tyve minutter, begynder jeg at slappe af, og jeg har endda overskud til at more mig og forsøge at skabe seksuel spænding og øjenkontakt med Wivel. Man er vel opmærksomhedssøgende…Dog forhindrer noget aftensol i, at det lykkes. Eller Wivels modvilje, man ved det ikke. Nok meget godt. Jeg har også overskud nok til at vende tilbage til selvdestruktive tanker, der går ud på, at finde nogen i rummet, der er grimmere og tykkere end mig. Det lykkes beklageligvis ikke. Sjovt, at jeg overhovedet overvejer at flirte, ik’? Jeg ER fandme da mærkelig.

Nuvel. Det lykkes mig faktisk både at grine og få sagt hej til Thomas, inden jeg svedig stæser ud fra den antikke kælder. Bagefter vandrer jeg frydefuldt m. Anna mod Vesterport. Helt høj over, at jeg klarede en aften ude i selskab m. både Anna, Frederiksberg, angst og Wivel.

Jeg ved ikke, hvad I vil stille op med den historie, men jeg tænkte, jeg ville dele, hvordan en helt almindelig aften for nogle, kan være for sådan en som mig. Forfatter OG nuttjob m.delvist almindeligt, roligt udseende og okay begavet tankevirksomhed.

Og ja, så savner jeg vist også bare mine dagbogsskriverier. 🙂

 

Triviel frikadelle eller humorforladt dåse

Det var ganske forventet, at PPS. Rend mig i skyr og skuffejern, skulle have dårlige anmeldelser i Politiken. Det er sjældent, at anmeldere overrasker. Eller at Politiken gør. Det skete godt nok sidste år, den slags skal man huske på, men ellers er anmeldere lige så forudsigelige som det danske sommervejr. Mine bøger er ikke af den slags, anmeldere bryder sig om. Og normalt er jeg ligeglad. Og det er læserne også. Nuvel.

Lad mig starte med at sige, at jeg i sidste uge fik en storartet lektørudtalelse. Den slags betyder noget, for biblioteker hører efter lektørerne, og er derfor vigtige. Det er bibliotekspengene, der er vigtige i længden, skal jeg sige jer. Godt. Så fik jeg sagt noget positivt, så nu videre til dagens gylleudslip.

I anmeldelsen (Kan læses HER), som jeg i øvrigt ikke fatter hat af, skriver Karen Dich (Synonym for ung og humorforladt) blandt andet:

Hindbergs historie er ret triviel, til tider lidt patetisk (må man overhovedet sige det, om et mere eller mindre autobiografisk værk?).

Og ja, selvfølgelig må man det. Lige så vel, som jeg må kalde dig “Fuckfjæs”. Men grovheder til side og alvor på bordet. Mit liv, min historie, er muligvis triviel og patetisk. Det kommer nok an på øjnene, der ser. Jeg vil tro, at man kan mene det, som ung kultur-journalist på Politiken. For der er man jo givetvis noget ved musikken, allerhelvedes smart og lever sit hæsblæsende liv i overhalingsbanen. Og jeg er da delvist enig med pigebarnet. Det kan til tider være virkelig ynkeligt, at være hovedperson i min tilværelse. Med alt det man ikke kan, fordi man er for angst og for mærkelig. Når man kun kan leve livet i halv, sommetider kvart, fart, fordi man tænker for meget, er for trist og for ødelagt. Sgu da pissetrivielt! Det kan jeg da godt forstå, at man synes. Jeg ville da også hellere sidde på en formiddagsavis, drikke min latte og skyde andres bøger i sænk. Eller ville jeg?

Nok ikke. Nu er jeg ikke typen, der normalt bruger alder som skyts, men min erfaring, og en hel del mails, siger mig, at der sidder andre trivielle typer ude i samfundet (nogen med humor), der godt kan lide at læse om nogen, der har det ligesom dem. Og som tør sige det. For det er en sjældenhed, at den slags sker. At nogen er åbne om deres underligheder og tør tale om dem, mens man udlever dem. Man behøver ikke at sidde og klynke og søbe i et lommetørklæde for at få sin tragiske historie ud, Søster lagkage. Og humor behøver ikke at være overfladisk. Jeg ved godt, at jeg formentlig kunne skrive en bestseller, skrev jeg historien om min opvækst med en alkoholiseret mor på en eller anden offeragtig måde. Det lader til, at det er det eneste, der kan vække diverse anmelderes interesse. Men det har jeg ingen interesse i. Ikke nu, i hvert fald. Det er simpelthen ikke min stil på nuværende tidspunkt. Jeg skriver for at underholde, først og fremmest. Og det ved jeg, at jeg gør. Men jeg ved fra mine læsere, at de får mere ud af mine bøger end blot underholdning. For man kan godt være alvorlig og underholdende på samme tid. Og nogle mennesker kan også godt læse mellem linjerne.

Jeg citerer igen fra Dichs trivialiteter (for nu at blive i samme spor):

Det eneste element, der giver indtryk af et rigtigt menneske, er Hindbergs forhold til sin alkoholiserede og omsorgssvigtende mor:

»Til forskel fra min egen mor, der altid bollede højlydt og helt uanfægtet af sine børns tilstedeværelse eller ej. Men nu har hun heller aldrig været typen, der nogensinde har taget hensyn til andre end sig selv, så det …«.

Netop her kunne der uden tvivl være noget at komme efter – endda måske noget, der kunne bruges som dåseåbner til Hindbergs overfladiske sarkasme. Desværre fylder den historie meget lidt – der skal jo være plads til Morten Resen, fastekure, ædegilder og onaniscener uden forløsning.

I mine bøger er der plads til det hele, og da især Morten Resen!! Alt det, som mange kvinder går og slås med af underligheder. Alle de små ting, som vi simpelthen er nødt til at grine højt af, fordi vi analyserer for meget og tænker alting sønder og sammen! Det er sgu da det, der er sjovt. Men man er åbenbart kun et rigtigt menneske, hvis man til tid og evighed flæber over sin ødelagte barndom. Well, Pigebarn. Jeg sidder her i dag og har udgivet tre bøger, der har solgt fortrinligt. Jeg er stadig fucked up i roen, tør sjældent køre i tog alene, tør ikke møde fremmede mennesker, er bange for at dø, kan ikke overskue en skid, men jeg føler faktisk, at jeg er et rigtigt menneske. Og jeg føler egentlig ikke, at min historie er hverken patetisk eller triviel. Altså, jeg er jo forfatteren, der lever min drøm, på trods, og du er bare en humorforladt journalistdåse, der åbenbart ikke fatter en skid. Så hellere være skingrende skør og på glat-is. Trods alt. Og slutteligt, må jeg anbefale en omgang flødeskum og diller, og muligvis et abonnement på det dér man kalder humor. Velbekomme.

Normalt bruger jeg ikke tid på anmeldelser, men nu er jeg jo ikke normal, og jeg sad alligevel bare her og gloede i mit kaffeplettede nattøj, mens jeg fuld af angst forsøger at planlægge en tur til København i morgen.

Jeanett Veronica Hindberg

PS. Jeg skal i øvrigt nok skrive den barndomsbog en dag. Men det bliver først, når jeg kan gøre det på en måde, der er respektfuld overfor min mor. Som jeg trods alt elsker.

I lægens venteværelse…

I lægens venteværelse:

Forkølet dame m. frisk, pjusket korthårsfrisure, man kun kan køre hjem, hvis man ejer synlige kindben, stirrer intenst på mig, mens jeg forsøger at krybe ned under alt for hård stol. Efter nogle ubehagelige minutter:

– Undskyld, men er det ikke dig, der har skrevet en bog om flødeskum og bitterpikke?, siger hun…desværre ikke spor lavmælt.

– Eh, noget i den retning, forsøger jeg grinende m. min meget nasale stemme på grund af tilsølede bihuler.

– Ja, jeg syntes da nok, jeg kunne kende dig fra avisen, selvom du ser lidt sløj ud i dag. *Afventende stirren*

– Ja, sådan er det jo som regel, når man er hos lægen. Jeg smiler stadig. Anstrengt, helt kogt i femøren. Mens alle andre glor.

– Det har du ret i. Hvad fejler du? *Pokerfjæs*

– Øh, det er vist en forkølelse, der har sat sig, det finder jeg forhåbentlig ud af om lidt. Smiler nu ikke mere og forsøger at stirre meget optaget på telefon.

– Jeg har noget svamp i min storetåsnegl, der ikke vil gå væk….

Læge kalder: Jeanett Veronica Hindberg…

THANK GOD!

True Story.

Og det er sådan, jeg lever mit celebre liv i lokalomgivelserne.